|
Forskelle mellem Æsler og
Heste
|
Kromosomer :
Den mindste synlige men mest afgørende forskel er, at hest
og æsler er to forskellige arter med hvert sit kromosomtal. Hest
har 64, æslet har 62. En af naturens luner er, at de to arter
kan parre sig med hinanden og få afkom. Afkommet får et
kromosomtal på 63 og er sterilt, dvs. afkommet kan ikke selv få
afkom (enkelte undtagelser menes at være bevist). Man benævner
afkommet for et muldyr hvis hoppen er en hest og hingsten er et
æsel, og et mulæsel hvis det er omvendt. I USA har de i flere
hundrede år avlet muldyr og mulæsler. Selv for kendere derovre
kan de ikke se på afkommet om det er et muldyr eller mulæsel.
Der er dog adfærdsmæssige forskelle som højst sandsynlig skyldes
prægningen i opvæksten. Et muldyr er født af en hest og opvokset
i en hesteflok og dermed præget i den retning. Et mulæsel er
født af et æsel og opvokset hos æsler og præget i den retning.
Mærkeligt nok sker befrugtningen nemmere for at producere et
muldyr end et mulæsel. Nu til dags, hvor man kan bruge kunstig
befrugtning kan man jo udelukke hingstens lyster eller avasioner
for hopper af den anden art. Derfor er der procent mæssigt langt
færre mulæsler end muldyr.
Hoved :
Æslets hoved er meget større i forhold til kroppen end det
er hos hesten. Proporationsmæssigt har æslet en meget stor pande
i forhold til den lille mule. Hvis man skal købe sig et hovedtøj
til æsler, kan man sagtens købe et beregnet til heste/ponyer,
men man skal regne med at skulle udskifte pandebåndet til et der
er mindst 2 - 3 numre større.
Ører :
Ørerne er selvfølgelig det mest karakteristiske for æslet.
De er utroligt meget større end hos hesten.
Pandelok og man :
Æslet har en kort strittende man, der aldrig bliver lang og
bølgende ligesom hestens. Samtidig har æslet slet ingen
pandelok.
Stemmen :
Æslet har en høj skryden og andre hvinende lyde, hesten
vrinsker (kan også lyde højt). Muldyret har en lyd der ligger
lidt imellem.
Halen :
Hesten har lange halehår der starter helt oppe ved
haleroden. Æslet har en mere pjusket og kortere hale, hvor
hårene først starter lidt længere nede.
Kastanjer :
Hesten har kastanjer på indersiden af alle 4 ben, hvorimod
æslet kun har på forbenene.
Farver :
Farverne er et kapitel helt for sig, og efterhånden har man
hos æslet avlet sig frem til næsten alle de farver man finder
hos hesten. Rød findes dog ikke endnu. Karakteristisk for mange
æsler er striben ned langs ryggen og tværstriben henover
skuldrene ved mankepartiet - ikke alle æsler har dette (ikke
hvide).
Hoven :
Æslet har en mindre hov i forhold til størrelsen af dyret
end hesten. Hornet er hårdere, derfor er det sjældent nødvendigt
at sko æslet. Tværtimod ved Danske forhold skal man beskære
hovene hyppigere end hesten.
Pelsen :
Æslet har ikke et vandafvisende hårlag ligesom heste. Det
hele består af låden underuld, der i kolde klimaområder kan
blive særdeles langt hos nogle æsler. Æslet fælder betydeligt
senere på året end hesten, derfor kan de i længere perioder se
meget pjusket ud.
Temperatur :
Æslets kropstemperatur ligger tættere på menneskets end
hestens. Æsel 36,2 - 37,8 o C. Hest 38,0 - 39,0 o C.
Drægtighedsperiode :
Hestens drægtighedslængde ligger rimelig fast på ca. 11 mdr.
Æslets drægtighedslængde kan variere en del sædvanligvis mellem
12 - 13 mdr. (der er påvist levende, sunde føl født mellem 10½ -
14½ mdr. efter bedækning - The Donkey Sanctuary).
Divertikel i svælget :
Dette er en forskel der ikke er ret mange der ved om. For
den almindelige æselejer har det ingen betydning overhovedet,
men for den æselejer der skal have sit æsel behandlet for kolik
(og for den behandlende dyrlæge) har det stor betydning. Ved
kolikbehandling vil man mange gange vælge at give parafinolie i
mavesækken via en næsesvælgsonde. For den rutinerede dyrlæge er
dette en ganske simpel behandling. En halvstiv sonde føres via
det ene næsebor mod svælget hvor man ganske forsigtigt via
synkerefleksen får den ført ned i spiserøret og videre ned i
mavesækken. Ved hjælp af en særlig pumpe vil man alt afhængig af
dyrets størrelse pumpe mellem 1 - 6 l. parafinolie ned i maven.
Hos æslet findes der lige ved overgangen til svælget en lille
lomme (divertikel, omtrent på størrelse med sonden) der vender
opad/ligeud. Når sonden skal følge svælget ned til spiserøret
vil spidsen lave en bue i nedadgående retning. Det er ved dette
sted divertiklen befinder sig, og spidsen af sonden vil mere
naturligt glide ind i denne blindgyde end at den vil følge den
nedadgående bue. Hesten mangler denne Divertikel. Ved manglende
viden om denne divertikel kan man forårsage stor skade, med
smerte og en del blødning (det kan nu bløde fra næseslimhinden
også) hvis man med vold forsøger at presse sonden videre. Så
proceduren ved næse-svælgsonde er en del vanskeligere hos et
æsel, selv for en øvet dyrlæge. Reference The Defivitive Donkey
side 275 og 278.
Bringe :
Æslet har ingen bringe af betydning. De muskler der udgør
bringepartiet hos hesten er underudviklede hos æslet.
Fedtdepoter :
Æslet har steder på kroppen hvor fedtdepoter er mere
tilbøjelige til at lejre sig i klumper. Nakkekammen, over
krydset og lår og over ribbenene. Dette kan komme til at se
meget abnormt ud ved ekstrem overvægt. Heste er mere tilbøjelig
til en mere jævn fordeling over det hele - altså ikke i klumper.
Adfærd :
Hest og æsel har meget forskellig adfærd i forskellige
situationer. Der kunne skrives hele bøger om dette emne (og det
er der også) og vi som æselejer kender selv en masse om det og
har lært at sætte pris på denne forskel (Nogle gange forbander
vi det langt væk).
 |
|